Tag Archive for 'M/95'

Baltic Sea Shooting Competition 2009

I weekenden havde jeg fornøjelsen af at være “tvangsindlagt” af hjemmeværnet til at være med til at arrangere og deltage som skytte i Baltic Sea Shooting Competition 2009.

Denne konkurrence arrangeres på skift af Danmark, Sverige, Estland, Lithauen og Finland, og i år var det så vores tur. For fem år siden vandt jeg guld i pistol, og da jeg næsten ikke har skudt siden VM i Ecuador i 2007, var jeg lidt spændt på, hvordan det ville gå – som sædvanligt var der ikke tid til træning forinden.

At skydningen skulle foregå med politiets USB Combat gjorde det jo ikke nemmere, for det er altså ikke verdens bedste magasinudløser de har fundet på at lave – men det bliver i hvert fald ikke udlæst ved et uheld ;-)

Konkurrencen bestod af fem forskellige skydninger med fem forskellige våben, nemlig riffel M/95, let maskingevær M/62, let maskingevær LSW, maskinpistol MP5 og så pistol USB Combat i en IPSC-skydning. Hvert land stiller med et hold på fire skytter, og der er præmie (pokal og medalje) til bedste skytte pr. våben og til det bedste hold.

Vi fik gennemført skydningerne med større og mindre succes, så vi var lidt spændte på resultatet, der først blev bekendtgjort under en fælles middag om aftenen i uniform fin (ved I godt, at de kryber noget, når de ikke bliver brugt), og det endte faktisk meget godt for mig.

Det endte med, at jeg fik 1. plads og guldmedalje i riffelskydningen, en delt 1. plads i letmaskingevær LSW, en meget, meget tæt 4. plads i pistolskydningen, en 6. plads i let maskingevær og så vidt jeg husker desværre en 13. plads i maskinpistol. Det var sjovt at skyde igen, og i betragtning af, at det er lææænge siden jeg sidst har skudt, er jeg ganske godt tilfreds med resultatet og har fået lidt blod på tanden med henblik på at genoptage min IPSC-skydning, så snart der bliver tid til det.