Tag Archive for 'Intercontinental Rally'

IR2012 set fra en BMW R1200GS Adventure

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Man kan sgu’ godt gÃ¥ hen og blive lidt afhængig af den form for eventyr – en weekendtur i Sverige med drengene bliver aldrig helt det samme igen (selv om det er meget hyggeligt ;-)

Intercontinental Rally – the Movie!

Frem med popcornene og nyd filmen!

Plenum

Pauli er ved at samle og poste en fælles beretning fra samtlige deltagere på Tenere-klubbens hjemmeside (det er vist et projekt, der tager adskillige dage), men du kan løbende følge med og læse mere om vores lille udflugt.

Billeder fra turen

Rallyberetning

Baggrund og forberedelse

Efter at have læst Pauli og Martins beretning om deres deltagelse i Intercontinental Rally 2011 lå tanken om at deltage i 2012 længe og rumlede i mit baghoved. Desværre er jeg i en arbejdssituation, hvor jeg ikke lige kan bestille ferie i god tid og være sikker på at få den, så jeg fik først meldt mig til temmelig sent i forhold til de fleste andre i teamet, men pludselig var muligheden der og uden at tænke nærmere over det, var jeg lige pludseligt tilmeldt.

Sandet

Forberedelsesfasen var lidt mangelfuld og kaotisk – mc’en blev fx afleveret til vores sponsor MX-SHOP og efter at skruet diverse rallydimser  af en mandag formiddag blev den straks derefter afleveret til transport til Almeria via lastbil, da der ikke var plads til hverken min eller Klaus’ i teambussen (kun retur, hvor vi jo gerne skulle have spist det medbragte mad og slidt et par dæk eller mere op.

Jeg fik trænet lidt med fitness og mountainbike de tre sidste måneder op til afgang, men ikke så meget som jeg gerne ville – fandt dog ud af, at jeg havde rendt rundt med en lungebetændelse de sidste to måneder og derfor var drænet totalt for energi, men rigtige mænd går jo ikke til lægen, vel?

Jeg er en klovn til at pakke og får som regel pakket alt for meget – hvilket også gjorde sig gældende denne gang. Ugen inden afgang var total stresset og jeg fik gennemrodet begge mine lejligheder, mine to biler, mit kontor og min garage utallige gange efter nogle nøgler til mine gps-holdere, som ikke var lige til at finde – jeg fandt dem dog dagen før afgang efter også at have sat Touratech til at sende nogle nye.

Jeg kørte land og by rundt for at købe en del stumper, som jeg troede jeg havde brug for og pakkede og pakkede – ja, blev faktisk først færdig 0400 om morgen inden afgang, så jeg var noget træt da vi nåede Almeria.

Selve turen

Selve turen var en fed oplevelse fra ende til anden. Vi startede ud med en rigtig hyggelig aften og de første navigationsudfordringer på en tapasbar i Almeria, mens vi ventede på vores grej, der jo var blevet forsinket et par gange undervejs (dog havde Klaus og jeg hentet vores cykler, der allerede var kommet til byen medio december.

Efter den overkommelige tur fra Almeria til Nador og videre til Guercif fik vi lidt af et chok til aftenbriefingen. Næste dag skulle vi starte kl. 0900 (dejligt), meeeen – startpunktet lå 232 km væk. Vi stod op kl. 0400, bankede frosten af telte og mc’ere og så blev der ellers pakket, spist morgenmad og så kørte vi ellers omkring 0600 for at være klar til dagens specialprøve.

Sådan gik det hver dag og de enkelte dage er stadigvæk smeltet noget sammen i erindringen. Det var noget med at stå forholdsvist tidligt op (dog ikke kl. 0400 hver dag), køre en korte eller længere distance ud til et startpunkt (en dag var der kun 30 km, men vi fik da kørt 90, da tanken ikke lå, hvor organisationen havde sagt, så vi måtte frem og tilbage et par gange ;-)

Vi nåede forholdsvist tidligt til Merzouga og de første sanddyner, som jeg havde frygtet, da de drillede mig noget så grusomt i forbindelse med Tuareg Rally 2008. Det gik dog forholdsvist fint – dog er jeg stadig ikke så vild med at køre i hjulspor (også kaldet togskinner), så det skal jeg lige have trænet i til næste gang (eller skifte cyklen ud med en minicrosser, som mange af de andre kørte på ;-).

De sidste par dage i Marokko og de første dage i Mauretanien var landskabet meget ensartet og noget goldt. Med til at forværre dette var selvfølgelig også, at vi havnede midt i en sandstorm og man kunne derfor ikke se særlig langt (men tak for peelingen ;-)

Sandstorm

Her havde Jens og jeg en af de længere dage, hvor vi startede omkring kl. 0800 om morgenen og først nÃ¥ede campen 0215 næste nat. Det startede med en punktering efter smÃ¥ 30 km, som vi dog hurtigt fik klaret ved at lægge bæstet ned pÃ¥ siden, af med forhjulet og vupti, sÃ¥ kom et tjekkisk adventurehold i en 4×4 (far og søn, der var pÃ¥ hyggetur) og de havde bÃ¥de luft og tid til at lappe dækket, som vi sÃ¥ ville fÃ¥ senere (dÃ¥rlig beslutning viste det sig senere, da vi godt kunne have brugt slangen). Vi kom forholdsvist hurtigt videre med en almindelig slange i forhjulet i stedet for den tykke, der sad i til at starte med, og efter en smÃ¥ 100 km mere, sÃ¥ punkterede jeg igen.

Nå, vi kendte jo rutinen, så af med dækket, og Jens havde heldigvis en af de tykke slanger, som vi fik sat i, men desværre også både klemt hul i under monteringen og smidt ventilen væk under den efterfølgende afmontering. Derefter forsøgte vi forgæves at lappe og montere den punkterede slange, men selv efter to forsøg holdt den ikke luft (det er sidste jeg gang jeg køber lappegrej hos Thansen og en pumpe uden ventilstuds ;-).

Da klokken var blevet omkring 1515 valgte jeg derfor at trykke på min SPOT for mekanisk assistance og så ventede vi et par timer på Luc, der både havde dækpilot og nogle gode lapper om bord. Vi fik lappet dækket, monteret hjulet (med noget besvær) og skudt noget dækpilot i, hvorefter det gik på fulde gardiner ud af terrænet (en små 50 km). Nu manglede vi så kun en 325 km på vej, så det gik jo nok ;-)

Vi satte punktet ind i Garmin’erne og lod dem guide os halvblinde med sandblæste briller og vi nåede da også slutpunktet 4 km fra lejren lidt før midnat, hvor Garmin’erne sagde vi skulle dreje til højre af en sidevej – der ikke var der. Vi har nok været lidt trætte og underernærede – det eneste jeg havde spist var en lille portion mysli om morgenen og så en tør bolle ved en tankstation midt på aftenen.

Sten

Vores beslutningsproces var i hvert fald ikke optimal,  da vi først forsøgte at køre en kompaskurs det sidste stykke og stødte vi ind i flere slugter og derefter kørte 30 km tilbage for at finde sporet i mørke gennem terrænet. Da dette ikke lykkedes ringede vi til Kasper i lejren og han fortalte, at vi blot skulle køre en 5-600 m videre fra, hvor vi havde været tidligere (de havde nærmest hørt os ude på hovedvejen), så derfor kørte vi tilbage ved hjælp af tracket og mødte endda Jiri og Jacob fra organisationen, der var ude at lede efter os (hvorfor dælen vi ikke havde ringet første gang vi var der står hen i uvishedens tegn;-)

Vi kom derfor først til køjs ca. 0230, men skulle heldigvis først op kl. 0600 – heldigvis var det mere eller mindre transportdag hele næste dag (så vidt jeg husker), men til gengæld skulle vi køre 650 km!

Jens tog sig en hviledag og da jeg hverken havde hørt briefing eller fået gps-punkter slog jeg følge med Allan og Peter, men sprang dog det første checkpunkt over fandt jeg ud af senere. Vel fremme i campen meldte trætheden sig fra dagen før, så mens de andre gik i gang med skifte dæk til resten af turen fik jeg mig et par lure og efterfølgende en god nats søvn – dækkene kunne sagtens holde til en dag mere.

Næste eftermiddag gik jeg så i gang med skifte dæk på baghjulet – det forreste kunne helt sikkert godt klare distancen (næste dag måtte det dog lappes igen, og jeg fik sat den tykke slange fra første punktering i igen), og det lykkedes mig at smide afstandsstykket væk i sandet, men heldigvis havde vi en donorcykel (tak til Lars, og afstandsstykket blev da også fundet næste morgen samme sted, hvor vi havde ledt rigtigt længe).

Dækskifte

Under aftenbriefingen fik vi at vide, at der skulle køres langt næste morgen, hvorfor vi alle valgte at tanke fra det medbragte brændstof. Jeg kom vist bagest i køen, og da jeg ikke kunne finde nogle fulde dunke spurgte jeg mig for, og fik at vide de stod på venstre side af vores anhænger.

Jeg fik først lavet mig en tragt af en brugt vandflaske, og da jeg lige skulle prøve om den passede, fik jeg hældt (meget) lidt vand i venstre bagtank – så kunne den åbenbart ikke bruges længere, mente resten af holdet (heldigvis har jeg fire tanke – to 13 liters bagest og to 11 liters forrest).

Jeg hankede derfor op i den nærmeste (og eneste) dunk, og fik fyldt den anden bagtank. Heldigvis hjalp Peter mig med at holde tragten, da jeg også lige ville hælde et par liter i en af de forreste tanke og efter en liter eller to siger Peter: “Hov, du tanker da diesel” ;-)

Nu havde jeg så to tanke med diesel i, en med vand og en uden noget benzin. Jeg kunne selvfølgelig havde brugt en time på at tømme disse eller i hvert fald frakoble dem, og så kørt videre, men muligheden for hjælpe teamcrewet med at bakse vores teamkøretøj lokkede for meget lige på det tidspunkt.

Næste morgen blev bæstet derfor lastet om bord på anhængeren, og så hyggede jeg mig med Kasper og Frederik på vej til næste camp, hvor tankene blev tømt og frisk benzin hældt på. At næste dag også endte med en hviledag fortryder jeg lidt, men vi var jo på ferie og da vi skulle starte og ende samme sted på grund af sandstormen gjorde, at vi var nogle adventure-kørere, der valgte at holde en feriedag – og det var nu skønt og gjorde, at man var fuldstændig klar til næste dags strabadser!

Grænseovergang

Efter at have oplevet grænseovergangen mellem Marokko og Mauretanien, hvor der er tre km ingenmandsland, hvor der er mineret terræn rundt om den værste vej, jeg nogensinde har oplevet (stakkels Iveco), var jeg spændt på grænseovergangen mellem Mauretanien og Senegal. Det gik heldigvis forholdsvist smertefrit takket været vores lokale fikser Idoumou, og de fleste af os var forholdsvist hurtigt gennem grænsen inden den lukkede (eller de holdt spisepause).

Savanne

I Sydmauretanien og Senegal skiftede landskabet fuldstændig karakter og var meget mere frodigt, skiftende mellem stenveje, sanddyner og savaner. Hvor end vi kørte var de fleste i befolkningen meget imødekommende, og vi fik da også mange smil fra de utroligt yndefulde piger – det var os en gåde, hvordan drengene kunne forholdsvist beskidte, men uanset hvor vi mødte pigerne (selv i de mest øde landsbyer, vi kørte igennem flere af dagene), stod de ulasteligt klædt i farvestrående gevandter med store smil.

De sidste par dage smeltede lidt sammen, men det var en stor oplevelse at køre på savanerne. Normalt fulgte vi spor (hvis vi fandt dem), men på savanerne holdt jeg bare kompaskurs (kør 9 km i den retning, derefter 12 km i den retning), og man kunne sagtens springe et waypoint eller to over – bare man nåede sine checkpoints.

Jeg fik i hvert fald gang i bæstet, meeen man skulle dog stadig holde øje med, om der pludseligt var et hul i jorden man kunne falde i – men sjovt var det i hvert fald.

Den næstsidste dag holdt jeg også god fart og nåede den berømte standstrækning til Lac Rose, hvor vi kørte ca. 50 km på stranden for fuld udblæsning (undtagen lige ved en lille fisker by, hvor der var samlet flere hundrede mennesker omkring den lokale fiskebåde, der lige var kommet i land med dagens fangst.

Jeg nærmest skreg af lykke inde i hjelmen – forløsningen på 13 dages rally og så det fede i at køre på stranden!

Afslutningen

Rallyet sluttede i Lac Rose med en afdæmpet fest, hvorefter vi dagen med vores mc’ere pakkede til transport tog et par sorte taxi til selve Dakar, hvor vi røg på luksushotel (til nordeuropæiske priser) og fik dagen og næste dag til at gå med at få ordnet told og udskibning (tak til Pauli og Kasper). Jeg nåede lige at spise frokost med nogle af mine kollegaer, der er udstationeret i Dakar, hvor de flyver for Air Senegal og vi var da også nogle, der fik en enkelt Dobbelt Whisky-Red Bull (kan ikke anbefales).

Selve hjemturen gik med at vente både her og der og alle vegne – afgangen var kl. 0255 til København med flyskifte i Lissabon, og da vi landede i København omkring kl. 1400 omringede vi straks pølsevognen og fik et par pølser, mens vi ventede på bagagen.

Sammenfatning

Alt i alt var den kanon oplevelse, selv om der selvfølgelig er ting, man ville ønske var gjort anderledes. Jeg havde et enkelt incident (betyder, at jeg flejnede lidt ud ;.) med organisationen, da de sagde til mig, at nu jeg havde trykket på SPOT-knappen, så ville de ikke hjælpe mig mere (jeg hørte det som We will let you die, men det skyldes primært sprogvanskeligheder fra organisationens side viste det sig bagefter, da vi fik redt det ud), da man i Adventure-klassen kun har ret til en assistance, mens man i Race-klassen betaler dobbelt og derfor har ret til to tryk.

Et eller andet sted er det ok, men det er nu noget man burde oplyse om inden man tilmelder sig og betaler, så man ved hvad man kan forvente (SOS-knappen til medicinsk assistance a la ambulance blev da også misbrugt noget i starten til ganske banale ting som en, der ikke kunne grave sin mc ud af sandet, en knækket bremsepedal og hvad ved jeg).

Det havde vi ikke læst noget om i reglerne, men vi fandt dog en paragraf om, at organisationen til enhver tid kunne ændre alle regler undervejs – ganske kløgtigt formuleret.

Nå, vi blev vist alle venner igen og reinstated i løbet, men jeg mistede nogle point i både den forbindelse og i forbindelse med min hviledag(e).

Jeg havde fra starten af meldt mig til Adventure-klassen af flere grunde. Primært fordi jeg ikke havde kørt offroad siden Tuareg Rally 2008, så det var jo noget siden, og første halvdel af turen blev derfor brugt til opfriskning af disse færdigheder. Jeg er derfor helt tilfreds med min 10. plads, da jeg overhovedet ikke kørte efter pointene, men havde primært fokus på oplevelsen af turen, landskabet, befolkningen og gruppesammenholdet.

Fire danske kørere

Når det er sagt, så melder der sig en lille ærgrelse her i bagklogskabens ulidelige klare lys, som det vist hedder, og vil nok næste gang være lidt mere konkurrenceorienteret (og forberedt).

Gruppesammenholdet var ganske fint – at sætte 10 individer sammen i så mange dage under disse forhold gør, at der nok ryger en finke af panden en enkelt gang eller to, men alt i alt så synes jeg vi har hygget os gevaldigt og crewteamet fik endda lavet lagkage med lys til Pauli, der havde fødselsdag undervejs.

Jeg havde en enkelt dag, hvor jeg mere eller mere kørte alene og det nød jeg virkeligt. Når man kører sammen med en makker, så er det ikke sikkert man ville køre lige præcis den vej, det spor, med den hastighed eller holde pause, når den anden vil holde pause, så man er lidt mere passiv som to’er, selv om man som regel skiftes til at køre forrest (jeg er ikke så meget til pauser, men ser udfordringen i enduance-performance – dog er det jo også hyggeligt med en kop kaffe på en lokal cafe i ny og næ).

Erfaringer

Jeg har fået en del erfaringer med i kufferten, som skal bruges næste gang. Næste gang vil jeg gå i gang med de fysiske forberedelser i god tid. Dette gælder både min egen fysiske træning, der dog viste sig at være tilstrækkelig og bortset fra trætheden efter den lange dag i terrænet havde jeg ingen større problemer med fysikken trods et lettere trykket ribben efter et styrt (dem var der da et par stykker af undervejs), og materielmæssigt, så man ikke skal stresse rundt i ugerne op til afgang og bruge de første par dage på at komme ned på jorden igen (nu har jeg efterhånden vist også fået købt alt hvad der kan købes).

Dette gælder også navigationsforberedelse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg savnede roadbook-delen af et rally. I Intercontinental Rally kørte vi efter gps-punkter, hvor det var op til os selv at finde de veje/spor, der ledte os videre – her var jeg i hvert fald ikke godt nok forberedt og havde nogle problemer med den til formålet indkøbte ZUMO660, der dog hurtigt blev udskiftet med min 278’er.

Det værste var faktisk, at jeg havde lidt svært ved at se de små gps-spor uden briller, da jeg kørte med linser og desværre er kommet i den alder, hvor jeg bruger læsebriller. Næste gang bruger jeg i hvert fald differencerede linser, så jeg både kan se tæt og fjernt eller bruger en anden hjelm/brillekombination, hvor der er plads til briller (det havde jeg nok opdaget, hvis jeg havde haft tid til en lille prøvetur).

At jeg fik stjålet min rygsæk i Mauretanien med to af mine gps ’er og to af mine briller gjorde det ikke nemmere, men heldigvis havde jeg stadig to af hver tilbage (man skal jo ikke gå ned på grej, vel?

Teamet

Tusind tak til hele teamet, de hjælpende hænder undervejs fra alle, støtte fra facebook-venner m.v. og selvfølgelig til især Jiri, Jacob, Luc og alle de andre for en fantastisk oplevelse, der endnu ikke er sunket helt ind.

Hjemme igen

Så er Intercontinental Rally 2012 overstået og jeg er vel hjemme i Dannevang.

Der kommer selvfølgelig en beretning, men lad mig starte med at poste nogle “officielle” videoer fra arrangørerne med tilhørende tekster (engelssprogede) – når vi får redigeret lidt i vores eget omfattende materiale, kommer det selvfølgelig også online snarest muligt.

Stage 1 :  Almeria-Tourarirt

Short prolog, ferry crossing and liaison to Touarirt in Northern Morocco.

Stage 2 : El Guercif-Merzuga

Long, difficult and absolutely spectacular second stage! Starting into the bitter cold desert air the bikers suffered a lot in the early morning hours. The special was in some places very technical and there were some early mechanical problems and few minor mishaps. As we are down for the night in the bivouac we are very pleased to report that everyone is healthy and able to continue.

Stage 3 : Merzouga-M’Hamid

The 3rd stage along a traditional Dakar route provided for a memorable outing. Early in the stage the crews had to choose between navigating a tricky rocky section or avoid it by crossing a sandy ridge. Team Portside’s Unimog had to be pulled out from the deep sand by a near by military unit. Later in the stage the most difficult obstacle proved to be long sections of baby powder fesh fesh which sapped energy out of bikers and frustrated car pilots while running for extended time in low gear on full gas put a lot of stress on the vehicles. Those who crossed the deep sand were rewarded with miles and miles of flat and fast piste through dry lake beds and rocky planes

Stage 4 : M’Hamid-Tata

Extremely challenging stage with a bit (or lot) of everything: fesh fesh, deep sand dunes, wet lake bed and steep mountain roads. It was easy to loose a lot of points as many competitors arrived late at the bivouac but the overwhelming sentiment was that this stage was one of the highlights of this years rally.

Stage 5 : Tata-Fort Bou Jeriff

Stage 6 : Fort Bou Jeriff-Laayoune

It seems this year the physical punishment just will not stop. Another day, another draining stage. The day started with the crossing of the legendary Plage Blanche, a remote 50 km long beach battered by the waves and winds of the Atlantic Ocean. Rising tide meant that the dry part of the beach was soft and the going was tougher than expected. The bikes were squirmy and cars overheated easily as they struggled to keep pace along the waterline. Once off the beach the stage continued over a network of rocky path used to carry supplies into coastal fishing camps. Navigational mistakes proved to be costly as at least one rider drowned their bike in a river estuary. Next the caravan had to make some distance to move close to the city of Laayoune. But even the pavement provided no respite for the weary crews as the gail force side wind was relentless and the road was covered in sand drifts. Finally another 130 km long off road section made sure everyone was running on empty by the time they reached the bivouac. The motorbike race standings changed significantly as two of the leaders dropped out due to exhaustion and injuries. Tomorrow’s stage is composed of a long liaison and a short special section. Hopefully the weather will cooperate and the competitors will be able to cover the day at a more relaxed pace.

Stage 7 : Laayoune-Dakhla

Finally a stage with a shorter and easier off road section! The caravan proceeded on the blacktop south towards the city of Dakhla with a special section on flat, wind swept plains short distance from the bivouac. The easy terrain perhaps relaxed the concentration of one of the riders a little too much as he had a high speed crash after hitting a hidden dip at a hight speed. Fortunately the check up at the local hospital showed no injuries other than bruised back. Otherwise not much has changed in the standings.

Stage 8 : Dakhla-Nouadhibou

A liaison stage the cross the Morocco-Mauritanian border. Thanks for advanced preparation by the organization the border crossing went extremely smoothly and everyone got across within an hour. The short drive across the mined no-man’s land strip reminded everyone the importance of good way points as car wrecks litter the land scape. The late afternoon in Mauritania was hampered by strong winds and resulting sand storms and everyone is relieved to be in the comfy bivouac now.

Stage 9 : Nouadhibou-Nouakchott

After several days of high winds and blinding sandstorms forced us to forego Atar and instead head to Nouakchott the special followed last year’s course. To extend the range of the motorbikes to cover the 500km distance through some very remotal coastal regions the rally team set up a refueling station around the half way mark. We timed the beach crossing to coincide with the low tide and everyone got across safely except for the soaked race director sweeping the course. One notable drop out from the race was Mark Hughes, who’s engine rebuild engine suffered another breakdown.

Stage 10 : Nouakchott

Another improvised stage to replace the two stages originally planned for the Atar region. The stage was relatively straight forward on very fast pistes with a massive dune at the finish. Due to the long liaison the car teams decided to forego the stage and the bikes raced on their own. There was one notable departure on the day with the motorcycle race leader Klaus Jensen out due to mechanical problems and Manuel Garcia taking over the lead.

Stage 12 : St.Louis

This stage provided an introduction to the navigational challenges of the Senegalese savannah. Everyone exercised caution as we raced near many small villages with curious children and ignorant goats everywhere. The short liaison provided for a memorable outing and as the moon rose over the bivouac the excitement of reaching Lac Rose tomorrow filled the cool evening air.

Stage 13 : St.Louis-Lac Rose (Dakar)

Stage 14 : Lac Rose

The moment of glory has arrived when all the pain and suffering is forgotten and the sense of accomplishment starts to settle in. After more than 5000 km and 13 days of full on racing the Rally has reached the finish line on the shores of Lac Rose, stone throw distance from Dakar and the westmost point of Africa.
The last stage was a celebratory excursion over the dunes to the Atlantic ocean and few kilometers north to a pristine stretch of beach where we gathered for a group photo and a small celebrations. The friendships forged after two weeks of sharing rocky and sandy trail, suffering through freezing cold Atlas air and surviving hot Senegalese days, digging deep to cross the desolate Mauritanian deserts will endure for years and the memories will last a lifetime.

 

 

SÃ¥ er der under en mÃ¥ned …

… tilbage til vi starter vores tur til Dakar i forbindelse med Intercontinental Rally.

Der bliver brugt en del tid på forberedelser, vaccinationer m.v., som du kan læse mere på vores hjemmeside.

Nu skal der godt nok trænes!

Ups – jeg kom lige til at tilmelde mig Intercontinental Rally 2012, som der er 143 dage til (nedtællingen er begyndt). Det er godt nok i sidste øjeblik, men skulle lige have min sparsomme feriedage til at passe med perioden – så er der ikke mere ferie før næste sommer ;-(

route2012.jpg

Vi skal køre ca. 5.300 km fra Spanien via Marokko, Mauritanien til Dakar i Senegal – det bliver vist både sjovt og hårdt, og det betyder, at der skal trænes, slankes og klargøres motorcykel fra nu af og til januar, hvor vi tager afsted.

Heldigvis har jeg teamet op med nogle af de “gamle” drenge fra Tenere-klubben – hold op hvor jeg glæder mig!