Tag Archive for 'Cimber Sterling'

Åbent spørgsmål til Annette, Holger og Helle

 

Kære Annette Vilhelmsen

Først tillykke med valget!

Du sagde i din flotte tiltrædelsestale, at “vi” har brug for alle, herunder også ingeniøren og piloten.

Mange i især den sidste gruppe har svært ved at finde job i Danmark, og vi er en del efter senest Cimber Sterlings konkurs, der har måtte kigge efter job i Kina, Japan, Vietnam, Indonesien, Etiopien, Chile, Tyrkiet, – ja, kun fantasien sætter grænser.

Det er ikke særligt fine forhold med i nogle lande kun op til fire fridage om måneden efter firmaets forgodtbefindende og mulighed for at komme hjem til familien en gang hver tredje måned, men hvad gør man ikke for et job (der så i øvrigt ikke er særlig velbetalt) – selv om det medfører store afsavn af familie og venner?

Før kunne familien jo så overleve lidt på ligningslovens paragraf 33a om skattefritagelse for udsendte, men det gælder jo så ikke længere…

Jeg får selv måske på et tidspunkt mulighed for et job i udlandet, men med ophævelse af paragraf 33A kan det rent økonomisk bedre betale sig at blive hjemme og modtage dagpenge – lidt trist, at vi skal belaste dagpengesystemet, når nu i hvert fald nogle af os gerne vil tage et par år i udlandet indtil der kommer bedre tider i lille Dannevang!

Ud over den rent lønøkonomiske bagside skal der jo også tages alle de andre forhold med i købet, når man er langt væk fra familien i længere tid med dobbelt husførelse og transportomkostninger – gad vide, om man kan retfærdiggøre et dagligt kørselsfradrag til og fra fx Kina, Indonesien eller Chile?

Dagens spørgsmål

Mit spørgsmål til dig lyder derfor:

Vil du arbejde aktivt for at ophæve ophævelsen af denne paragraf, så vi igen kan få dansk industri på spil i udlandet og sikre at danske piloter bare ser et lille incitament i at søge job i udlandet (vi skal jo nok bruge pengene herhjemme, når vi er hjemme igen på et eller andet tidspunkt)?

Så selv om Helle, Holger og du sikkert har mange andre punkter på dagsordenen i dag, håber jeg I også vender dette vigtige emne og glæder mig til et positivt tilsagn!

Mange hilsener

Jørgen Koch

 

Askeskyen

Nu har flyene stået længe på jorden – så nu får jeg måske tid til at skrive lidt mere på bloggen ;-)

Jeg er spændt på resultatet af Cimber Sterlings prøveflyvninger i morgen!

Bryllupsrejse a la Cimber Sterling…

Min søster sendte mig denne vittighed, der jo relaterer lidt til de emner, der skrives om på denne blog ;-)

En mor havde tre døtre, som alle var jomfruer; de stod alle tre overfor at skulle giftes.

Moderen var lidt bekymret for deres sexliv, og fik dem til at love, at de ville sende et kort hjem fra bryllupsrejsen med et par ord om bryllupsnatten.

Den første pige sendte et kort allerede to dage efter afrejsen til Hawaii, og der stod kun:

NESCAFÈ

 Moderen undrede sig lidt, men gik så ud i køkkenet og fandt dåsen med Nescafe. Derpå stod der “God til den sidste dråbe”.

Moderen blev lidt flov, men var glad på sin datters vegne.

 

En uge efter fik moderen et kort fra sin anden datter i Vermonth, hvor der stod:

 PRINCE

 Moderen gik straks ind og fandt sin mands pakke cigaretter, og der stod “Ekstra tykke, ekstra lange, ekstra nydelse”.

Moderen rødmede lidt, men var glad på sin datters vegne.

 

Den tredje datter var taget til Caribien på bryllupsrejse, men efter to uger havde moderen stadig intet hørt fra hende, og hun blev en smule nervøs for sin datter.

Efter tre uger kom der endelig et kort, hvor der med rystet håndskrift stod:

CIMBER STERLING

Moderen løb ind efter hendes dameblad, og med de værste anelser slog hun op på reklamen for Cimber Sterling. Der stod  “Tre gange om dagen, syv dage om ugen, begge veje”.

;-)

De er ikke uden humor hos DSB

Reklame fra DSB Orange

Faldt lige over denne bannerannonce fra DSB Orange – gad vide, hvad de hentyder til (måske noget med to konkurrerende flyselskaber, men så kan man jo altid booke et tog eller to ;-)

Stor debat

Ja, gårsdagens posting om Cimber Sterling vs Norwegian har ikke trukket mange kommentarer til sig – men sikken megen spalte- og tv-plads, der er brugt på emnet.

Selv på pilots.dk (Danish Aviation Forum) har emnet nået nærmest rekord i antallet af kommentarer.

Sjov eller chikane?

Som du sikkert har læst og set i pressen og tv i går og i dag har det været nævnt, at en række Cimber Sterling-ansatte af egen fri vilje hver for sig uden nogen form for opfordring har købt billetter til Norwegians kampagnepriser, og det har nu givet en del røren i andedammen.

Jeg købte selv fire billetter til mig selv og min familie, da jeg håbede at kunne invitere dem alle på en tur fra København til Karup og retur – hvor finder man ellers fire flybilletter tur-retur til otte kroner inkl. skatter og afgifter.

Nu er billetterne desværre afbestilt, da jeg er blevet forhindret i at kunne flyve den dag, hvor jeg havde bestilt – ellers havde det da været en fornøjelse af afprøve produktet.

Er der tale om sjov (hvor tit kan du ellers komme hjem og lege flottenheimer for kun otte kroner) eller svindel og chikane?  Er der ikke bare tale om god, dansk humor, og skal vi ikke bare alle sammen trække lidt på smilebåndet af det hele – det har helt sikkert aldrig været meningen af afholde andre gæster fra at flyve billigt med Norwegian.

Hvad mener du – giv din mening til kende?