Påsketur til Nice – dag 1

Efter en kort opvarmningstur til Ålborg og retur i slutningen af marts tog kæresten og jeg på et mindre Nice-Rally i påsken – årets første tur, hvor vi ville køre til Nice og retur på seks dage.

Baggrunden herfor var, at Bent (Benditos), en af mine gode venner tilbage fra da vi begge var unge krigere i Den Kgl. Livgarde, efter en del overvejelse havde fået købt sig sin første mc, en BMW F 650 GS, som han købte i Nice. Bent bor i dernede, men arbejder en i Danmark, så han skulle jo have et køretøj, som han kunne have stående herhjemme (og så til billig afgift til og med).

Jeg syntes det var synd for Bent, at han skulle køre den hjem helt alene – så hvorfor ikke tage ned og følge ham godt på vej? Kæresten tog med, så hun kunne få lidt sol på næsen og hygge sig lidt med Bents kone Jeanne, hvorefter hun ville flyve hjem, mens Bent og jeg lavede en herretur ud af hjemturen.

Vi besluttede på forhånd, at vi for alt i verden ikke ville køre på motorveje og større hovedveje, men gerne køre en del omveje for at finde de mindre veje, noget som Garmin rutelogik helt klart hjalp os en del med – selv om den ikke altid er til at gennemskue. For at undgå den kedelige transportstrækning gennem Tyskland valgte vi også at tage biltoget fra Hamburg til München og det samme på hjemturen.

 

Tirsdag den 3. april kl. 1400 lettede kæresten og jeg fra Roskilde Lufthavn (altså på min BMW R 1150 GS Adventure, også kaldet rumfærgen) og satte kursen mod Rødby færgehavn, hvor vi rent undtagelsesvis tog motorvejen det meste af vejen (vi skulle jo nå at handle lidt hos Louis inden afgangen med biltoget kl. 2146 fra Hamburg). Vi fik handlet “lidt” – skulle også have nogle stumper med til Bent – og var i gooood tid på jernbanestationen, hvor vi mødte Hans. Hans var ærketysker, meget nysgerrig og havde -viste det sig – et lidt forkvaklet forhold til kvinder, da hans mor vist ikke havde været særlig sød. Det var ganske hyggeligt i starten, men da hans kvindesyn skinnede mere og mere igennem, så undgik vi hans selvskab på resten af turen.

Cyklen blev kørt ombord og vi fandt vores kæmpekupe (hmmm – toilettet var større end selve kabinen, hvor der næsten ikke var plads til at skifte hverken det ene eller det andet), hvor vi fik klædt om til middag. Efter lidt kyllingebryst, pasta og en kop kaffe i togrestauranten sneg vi os i seng (også for at slippe for Hans’  efterhånden påtrængende og ulidelige selskab), hvor vi flyttede os næsten 1000 km sydpå mens vi sov – en ganske behagelig måde at komme ned, hvor det var sjovt at køre.  

Diasshow med alle turens billeder kan findes her.
Filmklip og spor fra turen kan findes her.

Oversigtsbillederne er lavet ved at hente GPS-sporet ind i Google Earth. 

0 Responses to “Påsketur til Nice – dag 1”


  • No Comments

Leave a Reply

*