Rallyberetning

Baggrund og forberedelse

Efter at have læst Pauli og Martins beretning om deres deltagelse i Intercontinental Rally 2011 lå tanken om at deltage i 2012 længe og rumlede i mit baghoved. Desværre er jeg i en arbejdssituation, hvor jeg ikke lige kan bestille ferie i god tid og være sikker på at få den, så jeg fik først meldt mig til temmelig sent i forhold til de fleste andre i teamet, men pludselig var muligheden der og uden at tænke nærmere over det, var jeg lige pludseligt tilmeldt.

Sandet

Forberedelsesfasen var lidt mangelfuld og kaotisk – mc’en blev fx afleveret til vores sponsor MX-SHOP og efter at skruet diverse rallydimser  af en mandag formiddag blev den straks derefter afleveret til transport til Almeria via lastbil, da der ikke var plads til hverken min eller Klaus’ i teambussen (kun retur, hvor vi jo gerne skulle have spist det medbragte mad og slidt et par dæk eller mere op.

Jeg fik trænet lidt med fitness og mountainbike de tre sidste måneder op til afgang, men ikke så meget som jeg gerne ville – fandt dog ud af, at jeg havde rendt rundt med en lungebetændelse de sidste to måneder og derfor var drænet totalt for energi, men rigtige mænd går jo ikke til lægen, vel?

Jeg er en klovn til at pakke og får som regel pakket alt for meget – hvilket også gjorde sig gældende denne gang. Ugen inden afgang var total stresset og jeg fik gennemrodet begge mine lejligheder, mine to biler, mit kontor og min garage utallige gange efter nogle nøgler til mine gps-holdere, som ikke var lige til at finde – jeg fandt dem dog dagen før afgang efter også at have sat Touratech til at sende nogle nye.

Jeg kørte land og by rundt for at købe en del stumper, som jeg troede jeg havde brug for og pakkede og pakkede – ja, blev faktisk først færdig 0400 om morgen inden afgang, så jeg var noget træt da vi nåede Almeria.

Selve turen

Selve turen var en fed oplevelse fra ende til anden. Vi startede ud med en rigtig hyggelig aften og de første navigationsudfordringer på en tapasbar i Almeria, mens vi ventede på vores grej, der jo var blevet forsinket et par gange undervejs (dog havde Klaus og jeg hentet vores cykler, der allerede var kommet til byen medio december.

Efter den overkommelige tur fra Almeria til Nador og videre til Guercif fik vi lidt af et chok til aftenbriefingen. Næste dag skulle vi starte kl. 0900 (dejligt), meeeen – startpunktet lå 232 km væk. Vi stod op kl. 0400, bankede frosten af telte og mc’ere og så blev der ellers pakket, spist morgenmad og så kørte vi ellers omkring 0600 for at være klar til dagens specialprøve.

Sådan gik det hver dag og de enkelte dage er stadigvæk smeltet noget sammen i erindringen. Det var noget med at stå forholdsvist tidligt op (dog ikke kl. 0400 hver dag), køre en korte eller længere distance ud til et startpunkt (en dag var der kun 30 km, men vi fik da kørt 90, da tanken ikke lå, hvor organisationen havde sagt, så vi måtte frem og tilbage et par gange ;-)

Vi nåede forholdsvist tidligt til Merzouga og de første sanddyner, som jeg havde frygtet, da de drillede mig noget så grusomt i forbindelse med Tuareg Rally 2008. Det gik dog forholdsvist fint – dog er jeg stadig ikke så vild med at køre i hjulspor (også kaldet togskinner), så det skal jeg lige have trænet i til næste gang (eller skifte cyklen ud med en minicrosser, som mange af de andre kørte på ;-).

De sidste par dage i Marokko og de første dage i Mauretanien var landskabet meget ensartet og noget goldt. Med til at forværre dette var selvfølgelig også, at vi havnede midt i en sandstorm og man kunne derfor ikke se særlig langt (men tak for peelingen ;-)

Sandstorm

Her havde Jens og jeg en af de længere dage, hvor vi startede omkring kl. 0800 om morgenen og først nåede campen 0215 næste nat. Det startede med en punktering efter små 30 km, som vi dog hurtigt fik klaret ved at lægge bæstet ned på siden, af med forhjulet og vupti, så kom et tjekkisk adventurehold i en 4×4 (far og søn, der var på hyggetur) og de havde både luft og tid til at lappe dækket, som vi så ville få senere (dårlig beslutning viste det sig senere, da vi godt kunne have brugt slangen). Vi kom forholdsvist hurtigt videre med en almindelig slange i forhjulet i stedet for den tykke, der sad i til at starte med, og efter en små 100 km mere, så punkterede jeg igen.

Nå, vi kendte jo rutinen, så af med dækket, og Jens havde heldigvis en af de tykke slanger, som vi fik sat i, men desværre også både klemt hul i under monteringen og smidt ventilen væk under den efterfølgende afmontering. Derefter forsøgte vi forgæves at lappe og montere den punkterede slange, men selv efter to forsøg holdt den ikke luft (det er sidste jeg gang jeg køber lappegrej hos Thansen og en pumpe uden ventilstuds ;-).

Da klokken var blevet omkring 1515 valgte jeg derfor at trykke på min SPOT for mekanisk assistance og så ventede vi et par timer på Luc, der både havde dækpilot og nogle gode lapper om bord. Vi fik lappet dækket, monteret hjulet (med noget besvær) og skudt noget dækpilot i, hvorefter det gik på fulde gardiner ud af terrænet (en små 50 km). Nu manglede vi så kun en 325 km på vej, så det gik jo nok ;-)

Vi satte punktet ind i Garmin’erne og lod dem guide os halvblinde med sandblæste briller og vi nåede da også slutpunktet 4 km fra lejren lidt før midnat, hvor Garmin’erne sagde vi skulle dreje til højre af en sidevej – der ikke var der. Vi har nok været lidt trætte og underernærede – det eneste jeg havde spist var en lille portion mysli om morgenen og så en tør bolle ved en tankstation midt på aftenen.

Sten

Vores beslutningsproces var i hvert fald ikke optimal,  da vi først forsøgte at køre en kompaskurs det sidste stykke og stødte vi ind i flere slugter og derefter kørte 30 km tilbage for at finde sporet i mørke gennem terrænet. Da dette ikke lykkedes ringede vi til Kasper i lejren og han fortalte, at vi blot skulle køre en 5-600 m videre fra, hvor vi havde været tidligere (de havde nærmest hørt os ude på hovedvejen), så derfor kørte vi tilbage ved hjælp af tracket og mødte endda Jiri og Jacob fra organisationen, der var ude at lede efter os (hvorfor dælen vi ikke havde ringet første gang vi var der står hen i uvishedens tegn;-)

Vi kom derfor først til køjs ca. 0230, men skulle heldigvis først op kl. 0600 – heldigvis var det mere eller mindre transportdag hele næste dag (så vidt jeg husker), men til gengæld skulle vi køre 650 km!

Jens tog sig en hviledag og da jeg hverken havde hørt briefing eller fået gps-punkter slog jeg følge med Allan og Peter, men sprang dog det første checkpunkt over fandt jeg ud af senere. Vel fremme i campen meldte trætheden sig fra dagen før, så mens de andre gik i gang med skifte dæk til resten af turen fik jeg mig et par lure og efterfølgende en god nats søvn – dækkene kunne sagtens holde til en dag mere.

Næste eftermiddag gik jeg så i gang med skifte dæk på baghjulet – det forreste kunne helt sikkert godt klare distancen (næste dag måtte det dog lappes igen, og jeg fik sat den tykke slange fra første punktering i igen), og det lykkedes mig at smide afstandsstykket væk i sandet, men heldigvis havde vi en donorcykel (tak til Lars, og afstandsstykket blev da også fundet næste morgen samme sted, hvor vi havde ledt rigtigt længe).

Dækskifte

Under aftenbriefingen fik vi at vide, at der skulle køres langt næste morgen, hvorfor vi alle valgte at tanke fra det medbragte brændstof. Jeg kom vist bagest i køen, og da jeg ikke kunne finde nogle fulde dunke spurgte jeg mig for, og fik at vide de stod på venstre side af vores anhænger.

Jeg fik først lavet mig en tragt af en brugt vandflaske, og da jeg lige skulle prøve om den passede, fik jeg hældt (meget) lidt vand i venstre bagtank – så kunne den åbenbart ikke bruges længere, mente resten af holdet (heldigvis har jeg fire tanke – to 13 liters bagest og to 11 liters forrest).

Jeg hankede derfor op i den nærmeste (og eneste) dunk, og fik fyldt den anden bagtank. Heldigvis hjalp Peter mig med at holde tragten, da jeg også lige ville hælde et par liter i en af de forreste tanke og efter en liter eller to siger Peter: “Hov, du tanker da diesel” ;-)

Nu havde jeg så to tanke med diesel i, en med vand og en uden noget benzin. Jeg kunne selvfølgelig havde brugt en time på at tømme disse eller i hvert fald frakoble dem, og så kørt videre, men muligheden for hjælpe teamcrewet med at bakse vores teamkøretøj lokkede for meget lige på det tidspunkt.

Næste morgen blev bæstet derfor lastet om bord på anhængeren, og så hyggede jeg mig med Kasper og Frederik på vej til næste camp, hvor tankene blev tømt og frisk benzin hældt på. At næste dag også endte med en hviledag fortryder jeg lidt, men vi var jo på ferie og da vi skulle starte og ende samme sted på grund af sandstormen gjorde, at vi var nogle adventure-kørere, der valgte at holde en feriedag – og det var nu skønt og gjorde, at man var fuldstændig klar til næste dags strabadser!

Grænseovergang

Efter at have oplevet grænseovergangen mellem Marokko og Mauretanien, hvor der er tre km ingenmandsland, hvor der er mineret terræn rundt om den værste vej, jeg nogensinde har oplevet (stakkels Iveco), var jeg spændt på grænseovergangen mellem Mauretanien og Senegal. Det gik heldigvis forholdsvist smertefrit takket været vores lokale fikser Idoumou, og de fleste af os var forholdsvist hurtigt gennem grænsen inden den lukkede (eller de holdt spisepause).

Savanne

I Sydmauretanien og Senegal skiftede landskabet fuldstændig karakter og var meget mere frodigt, skiftende mellem stenveje, sanddyner og savaner. Hvor end vi kørte var de fleste i befolkningen meget imødekommende, og vi fik da også mange smil fra de utroligt yndefulde piger – det var os en gåde, hvordan drengene kunne forholdsvist beskidte, men uanset hvor vi mødte pigerne (selv i de mest øde landsbyer, vi kørte igennem flere af dagene), stod de ulasteligt klædt i farvestrående gevandter med store smil.

De sidste par dage smeltede lidt sammen, men det var en stor oplevelse at køre på savanerne. Normalt fulgte vi spor (hvis vi fandt dem), men på savanerne holdt jeg bare kompaskurs (kør 9 km i den retning, derefter 12 km i den retning), og man kunne sagtens springe et waypoint eller to over – bare man nåede sine checkpoints.

Jeg fik i hvert fald gang i bæstet, meeen man skulle dog stadig holde øje med, om der pludseligt var et hul i jorden man kunne falde i – men sjovt var det i hvert fald.

Den næstsidste dag holdt jeg også god fart og nåede den berømte standstrækning til Lac Rose, hvor vi kørte ca. 50 km på stranden for fuld udblæsning (undtagen lige ved en lille fisker by, hvor der var samlet flere hundrede mennesker omkring den lokale fiskebåde, der lige var kommet i land med dagens fangst.

Jeg nærmest skreg af lykke inde i hjelmen – forløsningen på 13 dages rally og så det fede i at køre på stranden!

Afslutningen

Rallyet sluttede i Lac Rose med en afdæmpet fest, hvorefter vi dagen med vores mc’ere pakkede til transport tog et par sorte taxi til selve Dakar, hvor vi røg på luksushotel (til nordeuropæiske priser) og fik dagen og næste dag til at gå med at få ordnet told og udskibning (tak til Pauli og Kasper). Jeg nåede lige at spise frokost med nogle af mine kollegaer, der er udstationeret i Dakar, hvor de flyver for Air Senegal og vi var da også nogle, der fik en enkelt Dobbelt Whisky-Red Bull (kan ikke anbefales).

Selve hjemturen gik med at vente både her og der og alle vegne – afgangen var kl. 0255 til København med flyskifte i Lissabon, og da vi landede i København omkring kl. 1400 omringede vi straks pølsevognen og fik et par pølser, mens vi ventede på bagagen.

Sammenfatning

Alt i alt var den kanon oplevelse, selv om der selvfølgelig er ting, man ville ønske var gjort anderledes. Jeg havde et enkelt incident (betyder, at jeg flejnede lidt ud ;.) med organisationen, da de sagde til mig, at nu jeg havde trykket på SPOT-knappen, så ville de ikke hjælpe mig mere (jeg hørte det som We will let you die, men det skyldes primært sprogvanskeligheder fra organisationens side viste det sig bagefter, da vi fik redt det ud), da man i Adventure-klassen kun har ret til en assistance, mens man i Race-klassen betaler dobbelt og derfor har ret til to tryk.

Et eller andet sted er det ok, men det er nu noget man burde oplyse om inden man tilmelder sig og betaler, så man ved hvad man kan forvente (SOS-knappen til medicinsk assistance a la ambulance blev da også misbrugt noget i starten til ganske banale ting som en, der ikke kunne grave sin mc ud af sandet, en knækket bremsepedal og hvad ved jeg).

Det havde vi ikke læst noget om i reglerne, men vi fandt dog en paragraf om, at organisationen til enhver tid kunne ændre alle regler undervejs – ganske kløgtigt formuleret.

Nå, vi blev vist alle venner igen og reinstated i løbet, men jeg mistede nogle point i både den forbindelse og i forbindelse med min hviledag(e).

Jeg havde fra starten af meldt mig til Adventure-klassen af flere grunde. Primært fordi jeg ikke havde kørt offroad siden Tuareg Rally 2008, så det var jo noget siden, og første halvdel af turen blev derfor brugt til opfriskning af disse færdigheder. Jeg er derfor helt tilfreds med min 10. plads, da jeg overhovedet ikke kørte efter pointene, men havde primært fokus på oplevelsen af turen, landskabet, befolkningen og gruppesammenholdet.

Fire danske kørere

Når det er sagt, så melder der sig en lille ærgrelse her i bagklogskabens ulidelige klare lys, som det vist hedder, og vil nok næste gang være lidt mere konkurrenceorienteret (og forberedt).

Gruppesammenholdet var ganske fint – at sætte 10 individer sammen i så mange dage under disse forhold gør, at der nok ryger en finke af panden en enkelt gang eller to, men alt i alt så synes jeg vi har hygget os gevaldigt og crewteamet fik endda lavet lagkage med lys til Pauli, der havde fødselsdag undervejs.

Jeg havde en enkelt dag, hvor jeg mere eller mere kørte alene og det nød jeg virkeligt. Når man kører sammen med en makker, så er det ikke sikkert man ville køre lige præcis den vej, det spor, med den hastighed eller holde pause, når den anden vil holde pause, så man er lidt mere passiv som to’er, selv om man som regel skiftes til at køre forrest (jeg er ikke så meget til pauser, men ser udfordringen i enduance-performance – dog er det jo også hyggeligt med en kop kaffe på en lokal cafe i ny og næ).

Erfaringer

Jeg har fået en del erfaringer med i kufferten, som skal bruges næste gang. Næste gang vil jeg gå i gang med de fysiske forberedelser i god tid. Dette gælder både min egen fysiske træning, der dog viste sig at være tilstrækkelig og bortset fra trætheden efter den lange dag i terrænet havde jeg ingen større problemer med fysikken trods et lettere trykket ribben efter et styrt (dem var der da et par stykker af undervejs), og materielmæssigt, så man ikke skal stresse rundt i ugerne op til afgang og bruge de første par dage på at komme ned på jorden igen (nu har jeg efterhånden vist også fået købt alt hvad der kan købes).

Dette gælder også navigationsforberedelse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg savnede roadbook-delen af et rally. I Intercontinental Rally kørte vi efter gps-punkter, hvor det var op til os selv at finde de veje/spor, der ledte os videre – her var jeg i hvert fald ikke godt nok forberedt og havde nogle problemer med den til formålet indkøbte ZUMO660, der dog hurtigt blev udskiftet med min 278’er.

Det værste var faktisk, at jeg havde lidt svært ved at se de små gps-spor uden briller, da jeg kørte med linser og desværre er kommet i den alder, hvor jeg bruger læsebriller. Næste gang bruger jeg i hvert fald differencerede linser, så jeg både kan se tæt og fjernt eller bruger en anden hjelm/brillekombination, hvor der er plads til briller (det havde jeg nok opdaget, hvis jeg havde haft tid til en lille prøvetur).

At jeg fik stjålet min rygsæk i Mauretanien med to af mine gps ’er og to af mine briller gjorde det ikke nemmere, men heldigvis havde jeg stadig to af hver tilbage (man skal jo ikke gå ned på grej, vel?

Teamet

Tusind tak til hele teamet, de hjælpende hænder undervejs fra alle, støtte fra facebook-venner m.v. og selvfølgelig til især Jiri, Jacob, Luc og alle de andre for en fantastisk oplevelse, der endnu ikke er sunket helt ind.

8 Responses to “Rallyberetning”


  • Jens Schrøder

    Hej Jørgen
    Spændene læsning det må have været en fantastisk tur.
    Har fulgt lidt med på face book …
    Det vækker minder, ikke med motor. men løbe sko:) løb “big Five” marton i `07….
    Håber du smider flere stemnings billeder på nettet..
    Hils fam
    Hilsen Jens Schrøder

  • Hej Jørgen

    Fed historie – ville ønske jeg havde været med… hele vejen ;.)

    Ses snart.
    Lars E

  • Hej.
    En rigtig fin beretning – jeg har fulgt jeres tur her fra Kina.
    Altid dejligt med noget eventyr – godt gaaet!!!
    Hilsen
    fra Kinesien

  • Hej Torben

    Tak for det – ja, vi drømmer stadig om et østligt rally!

    Jørgen

  • Hej Lars

    Det var du – i vores tanker ;-)

    //Jørgen

  • Det lyder også hårdt – man skal huske at komme ud af sin komfortzone så ofte som muligt!

    //Jørgen

  • Dorte Petermuss

    Hej Jørgen

    Tak for super beretning med lune :o)

    Dorte

  • Selv tak – og tak for kommentaren

    //Jørgen

Leave a Reply

*