Jeg har længe ledt efter et plugin til WordPress, som gør det nemt at bruge WordPress som en database – rent faktisk som en ægte relationel database, hvis man har de lyster!
Hvis man har mange forskellige sider og indlægstyper, kan du sagtens bruge WordPress’ standardbrugergrænseflade, men skal du oprette forholdsvis mange ensartede sider – fx beskrivelse af huse, du har til salg som ejendomsmægler, brugte motorcykler eller biler, bøger, kurser, websteder – fortsæt bare listen selv, så har du brug for en lidt mere avanceret brugergrænseflade til oprettelse af indholdet.
I populært sprog kaldes dette for indholdskonstruktion, content construction, og systemer til dette kaldes for CCK (oprindeligt fra Drupal), som betyder content construction kit.
I WordPress kan du som standard oprette sider, pages, og indlæg, posts, men hvad hvis du gerne vil oprette huse, motorcykler, biler, bøger, kurser, websteder?
Der findes flere forskellige CCK-løsninger til WordPress, men jeg er lige begyndt at arbejde med Types og Views fra OnTheGoSystems, og foreløbigt ser det utroligt spændende ud!
Plugin’et Types bruges til at oprette dine egne posttyper og taksonomier i WordPress, mens Views giver dig mulighed for at vise dine oplysninger på mange forskellige måder – svarer nærmest til forespørgsler, views, i relationelle databaser.
Types giver dig mulighed for:
- Håndtering af brugerdefinerede posttyper
- Håndtering af brugerdefinerede felter
- Håndtering af brugerdefinerede taksonomier
- Håndtering relationer mellem forskellige poster
Views giver dig mulighed for at:
- Indlæse indholdet fra databasen og vise det på præcis den måde som du ønsker det.
- Oprette sidevisningsskabeloner
- Oprette lister
- Oprette tabeller
- Oprette grids
- Oprette sliders
Plugin’et Types er gratis, mens Views koster USD 49,00 om året.